”Vølvens spådom” er et mere end 1000 år gammelt islandsk digt, nedskrevet o. år 1200 efter en mundtlig overlevering som er langt ældre. I  korte, knappe strofer skildres verdens skabelse, undergang og genfødelse gennem de gamle nordiske guders indbyrdes strdigheder, et stof  der siden har givet grundlag for nogle af litteraturens store fortællinger. 

Det er denne storslåede vision af verden som dukketeatret giver en billedmæssig udformning. Vi starter i den nordiske mytologi, men da Vølven begynder at forudsige fremtiden, bevæger billederne sig umærkeligt fremad i tid.

Forestillingen rummer ingen dialog, men kun selve digtet i Suzanne Brøggers mundrette nutidsgendigtning, som hun selv har indtalt.

Hele tre scenografer med tilknytning til DR har bidraget til den frugtbare kombination af fortid, nutid og fremtid: Marianne Junge har medvirket til udviklingen af konceptet, Nanna Ernst har tegnet de atmosfærefyldte dekorationer og Susanne Thrane figurerne fra fortid og nutid.